På denne workshop skal du prøve kræfter med at bygge en mindre konstruktion i douglasgran fra et lokalt savværk. Du behøver ikke have nogen byggeerfaring, og vi guider dig sikkert igennem materialer og værktøj, så du får nye evner med hjem. Vi bruger hovedsageligt elværktøj, såsom boremaskiner, stiksav og kap-geringssav. Du vil få grundig vejledning i, hvordan man bruger det hele, så du føler dig godt klædt på.
Når vi er færdige, får du dit byggeprojekt med hjem. Vi skifter løbende vores designs, men lover at det er flot og lækkert.
Målgruppe:
Vores workshops er målrettet dig, der strukturelt set ikke bliver opfordret til at gribe værktøjet og bygge selv – med det mener vi dig, der som kvinde, transperson og ikke-binær er stærkt underrepræsenteret i vores branche. Det vil vi gerne gøre noget ved, og derfor er denne workshop separatistisk.
Workshoppen forløber over to dage og afholdes i vores værksted på Nørrebro i København. Vi sørger for te, kaffe og snacks.
Workshoppen er delvist støttet af Tuborgfondet og udbydes derfor til halv pris.